I over 60 år har arbejdere plukket æbler i Snaptun Frugtplantage. I dag er den jyske dialekt skiftet ud med det engelske sprog, for sæsonarbejderne kommer ikke længere fra landsbyen, de kommer fra Østeuropa.

De rødmossede æbler hænger i klynger på træerne. Nogle grene er bukket under for presset og hænger kun og venter på æbleplukkernes hurtige hænder. Men æblerne her må vente lidt endnu, for det er snart tid til dagens første pause. ”Hey gutter, skal vi drikke kaffe klokken halv ti i dag?” spørger 55-årige plantageejer Vagn Nielsen sine to medarbejdere på engelsk.

Et engelsk hvor den jyske dialekt ikke skjules. ”Yes,” svarer 35-årige Vaidas Urbutis fra Litauen uden at fjerne blikket eller hænderne fra æblerne. Bag ham står rækken af æbletræer ribbet for årets afkom. Efter otte år i plantagen ved Horsens Fjord støvsuger han træerne for frugt med en hastighed de færreste kan eftergøre ham. Den hurtighed har han brug for i dag, for de har travlt. Sommerens skiftende vejr har gjort det svært at planlægge æblehøsten og de er derfor bagefter. Samtidig venter

plantageejeren på, at to nye medarbejdere tager den 25 timer lange bustur fra Litauen til Danmark.

En grøn traktor af mærket Fendt 207V suser rundt i de lange rækker med æbletræer. Den stopper og løfter tre store kasser op på forgaflen. Frugtkasserne er tomme og på siden står der trykt ”Vagn Nielsen 2001”. Med 20 meters mellemrum fordeles kasserne, så de er hurtige at fylde. I dag skal de tre mænd udføre fem mands arbejde. ”De har sendt bud efter to mere, den ene skulle gerne komme på fredag,” siger Vagn Nielsen og kigger over på de to barndomsvenner fra Litauen, der er i gang med at plukke. Selvom han i år har modtaget cirka 50 uopfordrede ansøgninger,

især fra Polen, har Vaidas Urbutis fået ansvaret for at rekruttere ny arbejdskraft til plantagen, og vennerne derhjemme står i kø.

”Det er nemmest, at det er nogen Vaidas kender. Så har han ansvaret for at det er nogen, der er arbejdsomme,” griner plantageejeren.

De tre mænd har hver en plukkepose på maven. Den er spændt godt fast om ryggen og minder mest om en bæresele til små børn. Selvom de skal være forsigtige når de tømmer posen ud i den store trækasse bag dem, er de effektive.

”Vaidas, hvad siger du, tror du ikke vi plukker 250 kilo i timen?” spørger Vagn Nielsen.

”Nogle gange, det kommer an på, hvilke træer vi plukker,” svarer Vaidas Urbutis og bevæger sig smidigt rundt om æbletræet. Selvom en fyldt plukkepose vejer op til 12 kilo, har mændene ikke ondt i ryggen. ”Jeg laver bare lidt gymnastik om aftenen,” fortæller 35-årige Strasys Leonaviòius, der kun var øm de første dage, han plukkede. Vagn Nielsen husker da Vaidas Urbutis for otte år siden søgte arbejde hos ham. På Vaidas Urbutis tidligere arbejdsplads i Danmark havde han båret motorsav i 16 timer om dagen. Men beskeden fra frugtavleren var klar: ”Sådan får du ikke lov til at arbejde her, det kan ikke hjælpe noget, at du ødelægger dit helbred.” I plantagen er arbejdstiden 40 timer om ugen, også selvom arbejderne gerne vil arbejde mere.

50 meter fra Vagn Nielsens hus og 20 meter fra de første æbletræer, ligger en brun beboelsesvogn. Den er indrettet med stue, tekøkken, toilet og soveværelse og fungerer som bolig for arbejderne.

Det er svært at finde arbejde i Litauen, og hvis det lykkes, er det ofte dårligt betalt. Derfor rejste Vaidas Urbutis, lige som mange andre østeuropæer, mod Vesteuropa for at finde arbejde og forlod kone og barn hjemme i Litauen. Vagn Nielsen købte for syv år siden beboelsesvognen til ham, så familien kunne komme på besøg. I dag er familien flyttet med til Danmark, en beslutning de ikke har fortrudt.

”Det er godt for børnene, de har en bedre fremtid her,” forklarer Vaidas Urbutis, imens han koncentreret plukker æbler ned fra træerne.

”Vagn hjalp mig også med papirerne. Han har et godt hjerte, han er som familie for mig,” fortæller Vaidas Urbutis.

I dag er det kun Strasys Leonaviòius der bor i beboelsesvognen. På fredag flytter der sandsynligvis en mand mere ind. Og selvom der ikke er meget plads betyder det ikke noget for Strasys Leonaviòius. ”Jeg vil ikke gøre det til noget problem, jeg er kommet her for at slippe for problemer, så det er helt fint,”siger han.

Modsat Vaidas Urbutis er han ikke kommet til Danmark med ønsket om at slå sig ned. For ham er arbejdet et afbræk fra hverdagen derhjemme.

”Jeg nyder denne her periode, hvor jeg bare skal arbejde. Det er et simpelt liv, og jeg skal ikke forholde mig til ret meget.”

For Vagn Nielsen er samarbejdet også positivt. De øst-europæiske arbejdere kommer gerne igen sæsonen efter og er meget fleksible. ”Der er den fordel, de bor her. Hvis vi eksempelvis lige skal pakke noget en aften. Så kan jeg nemt få fat i dem,” siger Vagn Nielsen.

Solen skinner og klokken nærmer sig halv ti. Det er tid til en pause. På det sidste æbletræ i rækken hænger de tre mænd deres jakker og tager de afblegede kasketter af.

Tekst af Sophie Kjærgaard

Foto af Anita Graversen